Faglighed og Undervisning

På Blære friskole vil vi lægge vægt på høj faglighed. Vi vil sikre os, at hver enkelt elev udnytter sit potentiale, og at alle får den bedste afgangseksamen efter 9. klasse.

Vi vil lægge stor vægt på at møde eleverne, hvor de er. Vi vil også inddrage virkeligheden omkring os, så eleverne får en større forståelse for det lærte og en mening med det.

Bestyrelsen har snakket om, at man kan lave aldersblandede klasser og integrere projektarbejdsformen/emneuger som en vigtig del hele vejen op gennem skolegangen.

Hver skoledag indledes med fælles morgensamling. Den er en vigtig del af det miljø, som vi gerne vil have på friskolen, da den er med til at skabe samhørighed og fællesskab.

Vi har fået henvendelse fra en gruppe forældre/bedsteforældre, som vil starte et ”madhold”. Det vil sige, at der et par gange om ugen vil blive serveret fællesmad, hvor hele skolen vil spise sammen. Et hold af eleverne laver mad sammen med de frivillige hjælpere, et andet hold sætter på bordet og dækker op, et tredje hold tager af bordet og klarer opvasken. Således kommer alle børn hele vejen rundt, hvor man selvfølgelig hjælper hinanden på tværs af årgangene.